Fjende-politik

Politikens Kronik, december 2003

Per Schultz Jørgensen

Selvfølgelig er man lidt spændt på, hvem der bliver udlagt som samfundsskadelig gruppe  i statsministerens næste store tale til befolkningen.  Det afsløres i nytåret. Tidligere udmeldinger fra statsministeren eller andre ministre har ikke holdt sig tilbage – der er skældt ud på bedrevidende eksperter, på socialrådgivere, der ikke får flygtninge i arbejde, på skolelærere, der mildest talt spilder børnenes tid, på forældre, der modtager kontanthjælp og ikke støtter deres børns skolegang, på indvandrere, der ikke skaffer sig et arbejde, på muslimske præster, på flygtninge, der ikke kommer i arbejde. Alle har de fået at vide, at de ikke bidrager til en god udvikling, at de står i vejen for den, at de er samfundsskadelige i et eller andet omfang. Midt i den omhyggeligt planlagte drejebogs-tale kommer der disse offentlige udhængninger.

Og statsministeren er såmænd ikke ene om at polarisere og skabe fjendebilleder – eller føre fjendepolitik. Tænk på Søren Krarups kamp mod, hvad han anser for den største ødelægger af Danmark: kulturradikalismen. Krarup forsømmer ikke en lejlighed til at sætte fjenden til vægs i tale og skrift. Eller ”de venstreorienterede”, de får skyld for mange ting – og nu er der endelig skabt plads til at Bent Jensen kan komme i gang med at udstille og udhænge dem, der solgte Danmark til Sovjetunionen. Fjendebilledet og fordømmelsen  er nødvendige for at glorificere selvforståelsen.

Men nu hvor vi nærmer os nytåret kan man jo gætte på, hvem de næste fjender skal være. Et gæt kan være den stigende gruppe af arbejdsløse: de gør ikke nok for at komme i arbejde. Eller de 60 årige, der trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet: de gør ikke nok for Danmark og vores bruttonationalprojekt. Overvejelserne er sikkert i gang i statsministeriet på nuværende tidspunkt.

Denne form for udhængning af bestemte grupper er et nyt fænomen i Danmark. Vi er ikke vant til, at vort lands regering på denne måde stempler bestemte navngivne grupper i Danmark som fjendtlige, som skadelige eller som nogen, der i alvorlig grad skal tage sig sammen – hvis de vil undgå at få negative reaktioner at føle. Vi har tidligere kendt det som udmeldinger om kriminelle elementer, voldspersoner, forbrydere. Det er grupper, der overtræder gældende love, og som der måske skal sættes stærkere ind over for.  Her er vi indstillet på stærke ord fra en statsminister. Det er så at sige i orden – for de pågældende grupper har selv sat sig uden for fællesskabet. Men når stemplingen i  den officielle tale gælder i øvrigt lovlydige borgere, så begynder det hele at ligne noget andet – og det er her  analysen tager sin begyndelse. Hvad er det nemlig, der er i gang?

En hjælp til svar på det og andre spørgsmål i den forbindelse kan man få i den samfundsvidenskabelige forskning. Sådan som den har fundet sted i årene siden 2. verdenskrig. Både i historiske studier, i store befolkningsundersøgelser og i laboratorieforsøg. Når bestemte sociale grupper eller enkelt-personer udstilles og udråbes som fjendtlige af de officielle myndigheder, så er der altid nogle helt bestemte dynamiske mekanismer på spil. I store træk er to forskellige mekanismer blevet afdækket. Det er for det første behovet for syndebukke:  der skal være nogen, der er skyldige i  et eller andet – og dermed være årsag til, at det ikke går som de ansvarlige ønsker det og har lovet det. Det giver et alibi – til af fralægge sig et ansvar. For det andet har forskningen peget på den mekanisme, der handler om behovet for  ”afledning”: opmærksomheden er blevet kanaliseret over i andre retninger og væk fra de områder, som kunne være pinlige eller ubehagelige.

Alt dette er velkendt. Udhængningen og stemplingen af bestemte grupper tjener et politisk formål for den etablerede magt: man befæster sin magt ved at give andre skylden for de manglende succeser.

Men der er andre mekanismer på spil – og de handler om identitet. Det er her laboratorie forsøgene og gruppeeksperimenterne kommer ind i billedet. De viser tydeligt, at udhængningen og stemplingen tjener en styrkelse af gruppens identitet: de gode og de onde, dem der er med – og dem der ikke er, dem, der yder og dem, der snylter. Ved at udstøde nogle grupper gøres grænsen skarp og forståelig mellem på den ene side gruppens medlemmer – og på den anden side dem, der nu er udenfor. Det er en identitets-renselse, som tjener til at give en tro på, at vi der er tilbage er rigtige – de andre er skadelige og tjenlige til at smide ud eller straffe. Vi oplever sammenholdet, vi står sammen – mod de andre. Enkelt: lighed - og forskel.

Alt dette er også velkendt. Også at når der sker en sådan polarisering og grænse-markering sker der også samtidig noget andet, nemlig en indsnævring af tolerancen over for afvigerne. Det er blevet legitimt at bidrage til udstødelsen – og derfor stiger forekomsten af overgreb over for de grupper, der er hængt ud.

Syndebukke og politisk alibi er umiddelbare politiske strategier – og nedenunder ligger ønsket om at skabe en national og  kulturel identitet. Eksemplerne på den sådan måde at bruge en politisk magt på er inden for de senere år kendt blandt andet fra Eksjugoslavien. Det var, hvad serberne gjorde over for kroaterne og muslimerne – og  kroaterne over for serberne. De skabte en national renselse gennem udstødelse af de uønskede. Kort og godt hvad historikeren Eric Hobsbawn kalder en ”identitetspolitik”.

Men er det, hvad vi ser i Danmark i dag? Er det disse mekanismer, der er på spil, når bestemte grupper hænges ud som  nærmest landsskadelige? Er hele den såkaldte ”kulturkamp” (igen modsætning og konfrontation – ikke dialog) i virkeligheden en slet skjult iscenesættelse af en sådan identitets-politik? Svaret er  bekræftende - og det endda på flere måder. På den lange bane er der tale om højre-nationalismens svar på moderniteten: i et samfund i opbrud søges der ind til kulturens kerneydelser, og de handler om selvforståelse og identitet. Men på den korte bane er identitetspolitikken en del af betalingen for støtten fra Dansk Folkeparti (DF): betalingen gives som en officiel fremmedfjendsk holdning, og det er den, der her betales af statsministeren. Ved at føre en sådan fjende-politik giver statsministeren DF det, de beder om: en national renselse og en revitaliseret national front.

Og det kunne så måske være hele historien, der er at sige om det. Hvor det især er retorikken, der er ubehagelig i sin skingre aggressivitet og hvor alle de pæne medløbere udstiller sig selv – men hvor det hele ikke går dybere. De udhængte grupper dukker sig lidt, gør sig usynlige – og ser frem til at det en dag er ovre. Og vi igen er blevet et anstændigt og demokratisk samfund.

Det kan godt være, at det vi ser i dag er en kort parentes i landets nyere historie.  Og det tætteste vi kommer på offentlige udhængninger af visse grupper af uønskede. Men hvis det nu ikke er tilfældet? Hvis det fortsætter? Og ikke alene som diskussioner om tørklæder men om de rette holdninger og dermed ret til ansættelser, forfremmelser, forskningspenge, støtte til initiativer osv. Hvad nu hvis identitets-renselsen bliver normen og et krav om det rette nationale og politiske sindelag? Hvor fører dette os hen?

Forskningen kan faktisk godt give antydninger af svar på disse spørgsmål, hvis man vover at dykke ned i den og lade sig belære. Det gælder både den historiske og den sociologiske forskning. Hvad er det nemlig, der sker i de grupper og nationale befolkninger, der gør stemplingen af afvigere til officiel politik? Svaret  går i to retninger. Den ene retning peger mod totalitarisme – den anden mod rettroende konserverende ensretning.

Den totalitære retning kan forklares enkelt og ligetil. Alle samfund har behov for at markere afvigere. Denne markering tjener til at holde alle andre på den rette kurs. Derfor er afvigeren ofte fremme i fokus som en slags kær gæst i offentligheden: afvigeren har en funktion. Det frygtelige sker, når det ikke mere er tilfældet. Det vil sige, når afvigeren forsøges fjernet, udraderet, smidt ud – eller anbragt i lukkede lejre. Så tjener afvigeren ikke mere en vigtig funktion i samfundet.  Han er ubrugelig, for man ønsker kun ”de rene” og ”de rigtige”. Der for skal de fjernes og udryddes – og dermed er der åbnet for totalitarismen. Og de historiske eksempler er mange og meget tætte på os historisk og geografisk set.

Hvis identitetspolitikken og intolerancen føres så langt frem, at de udskregne afvigere anses for en pest – og ikke som nogen, der bare tolereres – er der åbnet for en autoritær løsning på afvigergrupperne. De fjernes slet og ret. En af dem, der siger det tydeligt ud fra sin egen frygtelige erfaring i Auschwitz er Primo Levi – i forordet til sin bog ”Hvis dette er et menneske”.  Han siger det på denne måde: ”Mange mennesker, ja mange nationer, mener mere eller mindre bevidst, at ”enhver fremmed er en fjende”. Denne opfattelse ligger dybt begravet i alle som en latent infektion…. får den lov til at bryde ud, vil dette uudtalte dogme blive første præmis i en syllogisme, og som sidste led i kæden vil man nødvendigvis få koncentrationslejren”. Men hvordan ser første præmis ud – i virkeligheden? Det er måske det svære, for det er ofte adfærd og ord, der skal tolkes og tillægges betydning. Men læs Sebastian Haffners bog ”En tyskers historie” om  starten af 30erne og om ”små tildragelser”, der set på afstand fremstår ”umiskendeligt klare” – mens de skete var det svært at overskue dem, selvom de gav en ”kvælende modbydelig fornemmelse”.

Men er det denne udvikling, vi ser i svøb i Danmark? Næppe – men antydninger af totalitære udtryksformer er bestemt ikke fremmede for det politiske liv i Danmark.: ”Vi vil ikke finde os i det”  tonen – og dette, der er værre. Ikke engang når der tales med den myndighed, som det øverste embede i sig selv giver, holdes der tilbage på den kontante foragt for de svage. Den uforsonlige tone, den totalt fraværende tolerance, den straffende attitude – det er alt sammen udtryk for en underliggende tilbøjelighed til at ”have ret til” at sætte hælen i over for de udhængte, de stemplede, de anderledes. Og vejen til det totalitære er som bekendt brolagt med gode hensigter: vi gør det ikke kun for vores skyld - også for deres egen. Tænk på pigerne og tørklæderne!

Men hvis det nu trods alt ikke kommer så langt ud – hvilken anden retning er det så, udviklingen kan tage? Den ”rettroende konservatisme” drejer sig om en slags permanent heksejagt i håbet om at finde og dømme eller omvende de anderledes – for at  bevare det nuværende samfund uændret. Historisk set finder vi den slags rettroende konservatisme i religiøse grupperinger og samfund – ofte af typen utopier. Mange af de tidlige kollektiver i USA i 1800 tallet var forsøg på ensretning – for at bevare den rettroende kulturelle ensretning. Det samme i det hernhutiske kollektiv Bethlehem, der blev grundlagt i 1741 på den amerikanske frontier: en religiøst begrundet ensretning, der fratog det enkelte menneske retten til at leve sit eget liv. En systematisk jagt på de anderledes, de gudløse, de fremmede – udstødelse og derefter et forsøg på at lukke grænserne for indtryk ude fra. Bevare de gamle sæder og livsformer uændret – og holde moralen og livsformerne rene.

Denne identitets rense er beskrevet af Arthur Miller i ”Heksejagt” – med tydelig henvisning til Mccarthyismens heksejagt i USA i starten af 1950erne. Millers ”Heksejagt” foregår i den lille by Salem i Massachusetts i 1692 – og tragediens kerne beskriver Miller således: ” I  et godt, ja, højere formåls tjeneste udviklede Salems beboere et teokrati, en sammensmeltning af statens og kirkens magt, hvis formål var at holde sammen på deres samfund, og dermed forhindre enhver form for uenighed, der kunne medføre dette samfunds sønderlemmelse, hvad enten det drejede sig om materielle eller ideologiske fjender”. Derfor udrensningen – for at bevare renheden.

Det er selvfølgelig korrekt, at vi ikke i dag i Danmark uden videre ser konturerne af disse forfærdelige konsekvenser. Fjende-politikken er i det perspektiv blot et første harmløst trin i den forkerte retning.  Også selvom kombinationen af  præsteskab og politik sætter sig sine spor i både debat og konkret uforsonlighed.  Men fjende-politikken kan i dag være et advarende signal til os på især to måder. Den ene handler om at se os selv i et historisk lys. Den anden om forpligtelsen til at formulere en positiv og fremadrettet vision for det danske samfund. Ingen af delene finder sted. Statsministerens historiske perspektiv på besættelsespolitikken er uden den mindste selvrefleksion: det tjener igen polariseringen og skabelsen af et fjendebillede. Og visionen: den er så fraværende, at man også her begynder at blive bekræftet i, at fjendebilledet er visionen i sig selv – eller at fjende-politikken tjener til at aflede fra fornemmelsen af  visionært tomrum.

Hvad er vejen ud af denne kampplads mellem opdigtede fjender og påståede modsætningsforhold mellem kulturer?  Det er en mobilisering af alle dem, der vil et  anstændigt Danmark, hvor vi ikke vil trækkes ned på et plan, der gør os inhumane og i bund og grund åbne for en uforsonlighed, der ligger langt fra dansk mentalitet. Det er en mobilisering af alle de kræfter i det danske samfund, der siger nej til syndebukke og fjendebilleder – og tendenser til udrensning og totalitarisme. En mobilisering som et ja til de kræfter, der vil bevare demokratiet, humanismen og det åbne samfund.