Sammenhængskraft er velfærd

– og det økonomiske grundlag for den

Per Schultz Jørgensen

Velfærd kan være svært at definere kort. Og lettere bliver det ikke, hvis vi taler om velfærdspolitik, velfærdssamfund eller mere snævert: velfærdsordninger. Men et vigtigt fokus er omsorgen for de svageste. Et andet viljen til at ville yde til dette fælles samfund. Altså fællesskab og følelsen af at bygge på værdier, der sætter sociale forpligtelser og solidaritet højt på den fælles dagsorden. Ordet ”solidaritet” er kommet noget ud af brug gennem de senere år. Det er langt mere in at tale om individualitet og frihed. Men en fælles forpligtelse, det er grundlæggende hvad, det handler om, når vi ser på spørgsmålet om velfærd. Det vil sige viljen til at stå sammen om at opretholde trygge sociale sikkerhedsnet i samfundet som en del af den offentlige, statslige opgave. Dermed bliver velfærd en vigtig side ved det, vi kalder sammenhængskraften i samfundet.

Sammenhængskraften er et kardinalspørgsmål

Mine overvejelser tager ikke udgangspunkt i en egentlig kritik af oplægget fra Velfærdskommissionen, underforstået velfærdskommissionen, nedsat af regeringen – måske snarere i en undren over, at den problematik, der ligger i spørgsmålet om sammenhængskraften i et samfund som vores ikke spiller en større rolle i de udmeldinger, der er kommet indtil nu. Efter min mening er sammenhængskraften aldeles afgørende for vores overvejelser over et fremtidigt velfærdssamfund: vil vi stå sammen om et samfund, der er båret af forpligtelsen til at hjælpe de svageste? Selve vores skandinaviske model bygger på en sådan social gensidighed i forpligtelsen. I det øjeblik denne gensidighed opgives sigter vi mod en anden model.

Jeg anser derfor spørgsmålet om sammenhængskraft i samfundet for at være kardinalspørgsmålet, når vi taler om, hvilket samfund vi ønsker at stile mod i de næste årtier.

Der er mange økonomer, der er helt enige i denne prioritering af spørgsmålet om sammenhængskraft. Og de understreger, at de dermed også lægger vægt på, at et velfærdssamfund til syvende og sidst er et spørgsmål om moral. Men det er ikke det, de som økonomer skal beskæftige sig med. Det er alene de økonomiske spørgsmål, herunder finansieringen af velfærden.

Her tror jeg så, de tager fejl eller i hvert fald ser for snævert på spørgsmålet. Sammenhængskraften handler også om økonomi: hvor mange ”falder ud” af samfundet, hvor mange ”holdes ude”, hvor mange accepterer et højt skatteniveau, hvor mange vil unddrage sig deltagelse i de fælles demokratiske forpligtelser osv. Eller fra en positiv synsvinkel: hvor mange har muligheder for at udfolde deres talent gennem uddannelse eller gennem egen iværksætter indsats? Det er alt sammen indikatorer på sammenhængskraft – og derfor også noget, der kan kapitaliseres og gøres op i kroner og ører. En høj sammenhængskraft koster måske noget i velfærdsøkonomisk indsats, men giver et afkast både i BNP, i forøget menneskelig velfærd og i reducerede socialudgifter. Og et afkast med hensyn til konkurrencekraft i forhold til andre lande (se senere).

Den skandinaviske model

Vores velfærdssamfund er udviklet i 1900-tallet. Det er en dansk variant af den skandinaviske model, som har en nogenlunde identisk form i de tre skandinaviske lande. Socialforsker og nuværende professor ved universitet i Barcelona Gösta Esping-Andersen skelner mellem tre typer af velfærdsstater: den anglosaksiske, den kontinentaleuropæiske og den skandinaviske.

Den anglosaksiske model hviler på betydelig finansiering gennem markedet og statens rolle er stærkt reduceret. Dens vigtigste opgave er at udgøre et nederste sikkerhedsnet og afhjælpe direkte fattigdom. Den kontinental-europæiske model bygger udover staten også på arbejdsmarkedet og sikrer derigennem arbejdstageren mod indkomstbortfald ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom. Hertil kommer den rolle familien spiller som støttende netværk.

Den skandinaviske model er kaldt den socialdemokratiske model. Den bygger på statens rolle som sikring af en social service for alle uanset status. Det er skatten, der finansierer velfærden for alle. Her drejer det sig ikke alene om sociale ydelser til mennesker i nød eller afhjælpning af fattigdom, det er også en bred vifte af ydelser fra hjemmehjælp og daginstitutioner til uddannelse og kultur. Dermed er den skandinaviske model selvfølgelig dyr, men den hviler også på en høj tilslutning og dermed eksisterende sammenhængskraft i samfundet. Det er en model, der forudsætter sammenhængskraften – og samtidig er med til at udvikle og fastholde den. Det er det særlige ved den skandinaviske model, der adskiller den fra de andre modeller.

Sammenhængskraften er nøgleordet i den skandinaviske model. Derfor kan man også sige, at netop denne model modvirker ulighed i samfundet, den er et aktivt værn mod social udstødelse og den opfatter velfærd som ressourcer, der ikke alene har med materielle forhold at gøre. Velfærd er også sundhed, kulturel deltagelse og sociale relationer. Eller med Pierre Bourdieus udtryk: velfærd er social og kulturel kapital.

Det er denne brede forståelse af velfærden, der er på spil. Og hvor vi står med forskellige opfattelser af den ønskelige udvikling[1]:

· Liberalisterne, der ønsker mere marked og vægtning af det enkelte individ

· Socialisterne, der ser staten som garantien og lokalsamfundet og brugerne som faktorer, der skal vægtes højere

· De konservative, der ønsker at vende tilbage til mere traditionelle værdier som familien og selvhjælp.

Tendensen har været tydelig: markedet er på fremmarch. Den neoliberalistiske udvikling er overalt i gang med at dreje udviklingen over mod individuelle løsninger, markedsløsninger – og mindre stat. Det udtrykkes stærkt af Bourdieu[2] når han siger, at det vi ser er en ”afvikling af velfærdsstatens goder…” og tiltag for, ”… at rulle velfærdsstatens og det offentliges rolle tilbage, hvor man har gjort – og gør – sit bedste for at udhule og fjerne demokratisk erhvervede rettigheder og goder på arbejdsmarkedet, i sundhedssektoren og inden for social bistand og uddannelse”(p. 42).

Tendenserne er der også i Danmark – både i velfærds-retorikken, i den store vægt på finansieringen af velfærdsstaten og i den manglende betoning af den brede velfærd. Det vil sige sammenhængskraften.

Hvad er sammenhængskraft?

Samhørighed, fællesskab, social gensidighed, stabilitet – og solidaritet. Det er alt sammen udtryk for sammenhængskraft, der også har baggrund i det sociologiske begreb: social integration.

Den sociologiske betydning af begrebet henter sin inspiration fra Emile Durkheim (1958-1917). For ham var den differentierede arbejdsproces i industrisamfundet grundlaget for en funktionel forståelse af integrationen i samfundet: man havde en funktion og fik en plads – og værdi. Han kaldte det organisk solidaritet: den enkelte var en bestanddel af en større og mere omfattende helhed og fik i kraft heraf sit tilhørsforhold. Der var tale om en nødvendighed i den funktionelle og arbejdsbetingede sammenhæng, og den skabte solidariteten.

I dag står vi uden denne organiske solidaritet. Den eksisterer kun i mindre afgrænsede segmenter af samfundet, i grupper, der har bevaret disse funktionelle livssammenhænge. For den overvejende del af samfundet er den organiske solidaritet af løst af andre former for solidaritet. Ikke som HK sagde engang: du skal være solidarisk med dig selv. Det giver simpelthen ingen mening. Men hvem er vi så solidariske med – og er der nogen, der ikke er omfattet af vores solidaritet?

Opbrudssamfund og individualisme

Det industrisamfund, der var grundlaget for den organiske solidaritet er under afvikling – eller allerede borte. Det er afløst af et højteknologisk samfund, hvor del-funktioner er placeret langt borte fra hinanden som led i en globaliseret deling af viden, produktudvikling og out-sourcing, og hvor der ikke eksisterer et umiddelbart socialt og kulturelt samarbejde mellem de forskellige funktioner.

De kollektive livsmønstre omkring arbejdsprocesserne er opløst. Vi har – som Ulrich Beck udtrykker det – et modernitetssamfund præget af globalisering, højteknologi, økologiske kriser, ikke beskæftigelse til alle og et samfund, der ikke uden videre lader sig forstå som et fællesskab. Den mest fremherskende værdinorm bygger på individualisme. Og trygheden er erstattet af risiko, som den enkelte må løbe og som samfundet må udsættes for.

I dette samfund er solidariteten ikke uden videre noget, der tages for givet som en ramme og et mål, der omfatter alle. Hvis solidariteten og dermed sammenhængskraften skal fastholdes, skal det ske i selve velfærdssamfundets indretning og være noget, der gives konkrete udtryk både i socialpolitikken og arbejdsmarkedspolitikken.

Solidarisk – med hvem?

Når et samfund opdeles i mindre funktionelle og afgrænsede enheder og når traditionsbestemte tilhørsforhold mister deres troværdighed (arbejderkulturen, landbokulturen osv.) som det er tilfældet med det moderne samfund, så opleves solidariteten ikke uden som noget, der følger hverken sprog, indfødsret eller nationalfølelse. Et samfund kan have historien tilfælles, men det er ikke tilstrækkeligt til at udvikle en bæredygtig solidaritet. Hvad er i stand til det?

Jeg tror, vi gennem årtier har set en drejning over mod en ”partiel solidaritet”, en delvis solidaritet, nemlig en solidaritet med dem man ligner og identificerer sig med. Der er tale om en gruppe-solidaritet som en overensstemmelse i livsstil, uddannelse, levekår og holdninger – og her er solidariteten tilstede som noget, der kan skabe gruppefølelse indad til – og udvikle modsætninger udadtil. Solidariteten hviler på en lighed, og den kan omsættes i relevante netværk, der kan bruges i dagligdagen og i særlige krævende situationer. Og en forskel til andre grupperinger.

Men den partielle solidaritet overskrider landegrænser, den er international, den hviler på faglige netværk og er vedligeholdt i arbejdsmæssige sammenhænge. Eller den opbygges via interesseorganisationer og faglige ”forbrugsorienterede” sammenhænge.

Hvis dette er realiteten, hvordan skal det så gå med den mere overordnede sammenhængskraft i samfundet. Den sammenhæng, som velfærdsstaten hviler på?

Sammenhængskraft og styring

Sammenhængen i et samfund angiver opslutningen til normer og værdier og dermed de bærende principper for samfundet. Det vil sige en stiltiende tilslutning til både byrder og rettigheder og dermed en overholdelse af både love og bekendtgørelser og ånden i dem.

Endnu står det ganske godt til med denne tilslutning i den danske befolkning, som påvist af blandt andet Goul Andersen[3]. Men hvad sker der, hvis sammenhængskraften krakelerer? En konsekvens er et folkeligt pres i retning af nedprioritering af de kollektive velfærdsordninger og dertil hørende skattebetaling. En anden konsekvens er en manglende accept af love og bekendtgørelser – folk handler på tværs af hensigt og bogstav. Det gælder over en bred skala fra forekomst af organiseret sort arbejde og virksomheders ansættelse af fremmed arbejdskraft til enkeltpersoners og familiers manglende overholdelse af skolepligt eller brug af hjemmehjælp.

Hvad gør en statsmagt, når sammenhængskraften ikke mere sikrer lovlydigheden? Den forstærker den direkte regulering – og det er faktisk den udvikling, vi i dag er vidne til . En liberal og ”frihedselskende” regering er gået langt i sin styring af de borgere, der ikke opfører sig efter forskrifterne. Selvom meget af reguleringen har en slet skjult adresse til etniske minoriteter, så gælder denne lovgivning for gælder i det danske samfund, hvad åbenbart ikke distraherer den superliberale styring af samfundet.

Hvis sammenhængskraften svækkes står der tydeligt en stigende disciplinering på dagsordenen. Og det kan faktisk være de første tegn på den proces, vi noget skræmmende ser omkring os i dag[4].

Hvad er sammenhængskraft i en moderne udgave?

Sammenhængskraften i et samfund er dermed ikke ”bare” noget, der fastholdes i sig selv. Den er oppe mod stærke gruppe-interesser, som ikke uden videre ser sig selv som identiske med det danske samfund i sin helhed. Og måske slet ikke identisk med de svage og udsatte grupper. Derfor skal sammenhængskraften fastholdes og i høj grad hvile på den politik, der føres. Det gælder den overordnede økonomiske politik men også politikkerne på områder som arbejdsmarkeds, det sociale felt, uddannelserne og kulturen.

Baggrunden for det er, at det er politikken der fastholder og udvikler de bærende institutioner i samfundet. Og der er herigennem sammenhængskraften især føres ud i livet som konkret virkelighed.

I et opbrud bliver de fælles institutioner af vital betydning. Det gælder den fælles skole, det gælder børneinstitutionerne og det gælder alle vigtige sociale og kulturelle institutioner. På ældreområdet fx eller det politisk-demokratiske område. At fastholde og udvikle et politisk bæredygtigt demokrati er af afgørende betydning for at skabe funktionelle sammenhænge, der opleves vigtige af landets borgere.

Eller uddannelsen – for alle. Det er her grundlaget skabes for at alle kan bidrage. Det er også her i den livslange uddannelse, at marginaliseringen kan modvirkes – eller at der tilvejebringes ressourcer til at skabe den opadstigende mobilitet, som i den sidste ende er med til at skabe innovationen i samfundet.

Disse institutioner - ved siden af de kulturelle spændende fra musikskolen til Det Kongelige Teater – fastholder en fælles identitet og muligheden for at kunne forny og videreudvikle den fortælling, som er identitetens grundlag.

Institutionerne er det fælles grundlag i et opbrud. Det er her værdierne kan overleve og udvikles og gøres troværdige. Derfor selvfølgelig vigtigt, at der føres en politik, der sikrer disse institutioners dynamiske kraft.

Sammenhængskraft på flere planer

Men sammenhængskraften ytrer sig i et moderne samfund på mange planer. For overskuelighedens skyld skal jeg her tale om tre planer:

Makroplanet, hvor sammenhængen i samfundet kan iagttages på, hvor mange der er uden for (antal på offentlig overførselsydelse, arbejdsløshed, marginalisering). Andre vigtige aspekter hænger sammen med uddannelse (hvor mange er i gang med en uddannelse?) og social mobilitet (hvor mange bryder en social arv?)
Netværksplanet, hvor det er livskraften i vigtige sociale netværk, der udtrykker sammenhængskraften, fx som deltagelse i demokratiske, politiske og folkelige sammenhænge, som brug af offentlige kulturelle muligheder og tilbud og som aktører i græsrodsorganisationer, frivillige netværk og sociale bevægelser og initiativer.
Det personlige plan handler om forekomst af ensomhed, følelsen af forankring, oplevelsen af samhørighed og indflydelse.

Disse planer i sammenhængskraften virker sammen og influerer gensidigt hinanden , både på nationalt plan og i det enkelte menneskes liv. Derfor er sammenhængskraften heller ikke noget, der kan gøres op i en simpel formel.

Sammenhængskraft og konkurrencekraft

Da vi udviklede det første kompetenceregnskab for Danmark[5] var grundlaget for vores vurdering af situationen i Danmark tre basale værdier, nemlig landets konkurrencekraft, sammenhængskraft og skabende kraft. Disse værdier udgør en helhed, der handler om ”udfordringen”, ”fælles indsats” og ”potentialet”. Og det vigtige i denne sammenhæng: der er en forbindelse mellem disse forhold, en slags gensidig afhængighed. Det betyder, at der er en klar relation også til landets økonomiske situation.

I kompetencerådets 1998-rapport blev det formuleret på denne måde:

”Den sammenhæng, der er i samfundet, bliver således et selvstændigt konkurrenceparameter. Sociale foranstaltninger og samfundsmæssig omsorg for, at så mange som muligt deltager, er ikke længere hattedamehensyn. Det er hård nødvendighed, der åbner nye muligheder. Både for mennesker og samfund”( ibid. 27).

Men hvordan ser situationen ud i Danmark med hensyn til netop denne sammenhæng mellem social sammenhæng i samfundet og landets økonomiske konkurrencesituation? Og hvordan ligger Danmark på disse forhold sammenlignet med andre sammenlignelige lande?

Bygger vi på de oplysninger, der findes i ”World Competiveness Yearbook 1998” [6]om både sammenhængskraft og konkurrencekraft ligger Danmark i toppen blandt en gruppe lande, der scorer højt på begge parametre (se Kompetencerådets rapport, 1998, 27-29). De nordiske lande ligger alle sammen højt på sammenhængskraft, det gør Canada og Holland og Irland også. Men pointen er, at score højt på begge parametre. Her ligger Finland klart i toppen med Danmark lige efter. Norge og Sverige har begge højere sammenhængskraft end Danmark, men de scorer også begge lavere mht. konkurrencekraft.

USA er suverænt topscorer mht. konkurrencekraft, men ligger også tæt ved bunden i sammenhængskraft.

Disse forhold dokumenterer ikke, at sammenhængskraften er en forudsætning for konkurrencekraften, jævnfør USA's placering. Men inddrager vi også en vurdering af sociale og velfærdsmæssige udgifter, er der ingen tvivl om, at kombinationen af høj score på sammenhæng og konkurrence giver et langt bedre velfærdsmæssigt output – sammenlignet med fx en relativ ensidig satsning på konkurrence, jævnfør situationen i USA[7].

Disse forhold har en konsekvens for den velfærdsmodel, der sigtes mod i den danske udvikling: der skal ikke kun fokuseres på modellens finansiering i snæver forstand, i stedet skal er foretages en kapitalisering af den ønskelige sammenhængskraft for landet som helhed, og her ud fra skal finansieringen belyses. Både kort og på langt sigt.

Sammenhængskraft er ikke ensbetydende med lukkethed

Den tanke er nærliggende, ikke mindst fordi den har så stærke fortalere i det politiske højre, at sammenhængskraft i det danske samfund forudsætter en vis lukkethed i forhold til en række påvirkninger udefra. Det gælder især lukkethed i forhold til at optage fremmede i det danske samfund og give dem en ligeværdig plads, socialt, kulturelt og arbejdsmæssigt. Danmark ligger i en europæisk sammenhæng ikke højt, hvad angår integration af fremmede. Det gælder også spørgsmålet om holdning til EU og globalisering.

Men den begrænsede tolerance, som denne svage integration og tendentielle lukkethed er udtryk for, fører ikke mod større sammenhængskraft i den betydning, der tales om det her. Snarere mod ”konservering” af samfundet og mod eksistensen af konflikter, latente modsætninger og problematiske løsningsforsøg, herunder fx diskrimination over for fremmede. Denne form for lukkethed ser vi i dag de første tegn på i Danmark, hvor vi i dag ligger langt nede på en europæisk liste over lande, rangordnet efter diskrimination. Sidst i 90´erne lå Danmark på en fornem 3. plads!

Sammenhængen er ikke ensbetydende med lukkethed, tværtimod er der tale om en integration, der fremmer både indre og ydre udveksling. Dermed bliver sammenhængen med lukkethed/åbenhed på den ene side og konkurrencekraft på den anden side også et dybt interessant spørgsmål. Men hvordan hænger disse to forhold sammen?

Det viser sig, at de kulturelt åbne samfund også er de mest konkurrencedygtige. De tiltrækker de ”gode hoveder” og de skaber et vækstmiljø, der i sig selv fremme både konkurrencekraft og sammenhængen i samfundet. Det var resultatet af en analyse, foretaget af ugebrevet Mandag Morgen (2001, nr. 14) på grundlag af rapporteringen fra World Competiveness Yearbook for år 2001.

For Danmarks vedkommende er resultaterne ikke særlig opmuntrende. Danmark er nr. 36 med hensyn til national kulturs åbenhed, og med hensyn til lige muligheder i samfundet er vi nr. 33.. Åbenhed og konkurrencekraft hænger sammen: ”Der er en tydelig samvariation mellem kultur og økonomi”. Og videre hedder det: ” Det bedste man kan gøre for erhvervslivet, er at skabe et godt samfund – på parametre, som man måske slet ikke umiddelbart mener har noget med erhvervspolitik at gøre”.

Pointen i denne forståelse er, at sammenhængskraft i et konkurrencedygtigt samfund er koblet til kulturel åbenhed. Eller på en anden måde: konkurrencekraft og sammenhængskraft er evnen til at skabe netværk både indadtil og udadtil.

Afslutning

Velfærdsmodel, menneskesyn og finansiering af velfærdsordningerne hænger sammen. Derfor er det ikke en god måde at anskue tingene isolere fra hinanden. Det kan være nødvendigt af analytiske grund og i visse faser. I denne forstand kan fremskrivninger være oplysende. Men denne rent tekniske tilgang kan ikke stå alene, den må erstattes af mere komplekse modeller. Det er synspunktet, vi slås for i Mobiliseringen og i Den alternative velfærdskommission. Og det er også udfordringen, vi er oppe mod: hvordan udvikles komplekse modeller, der inddrager sammenhængkraftens forskellige planer: det sociologiske plan, netværksplanet og det personlige og psykologiske plan – og ser disse planer i relation til økonomiske parametre, herunder finansieringen af velfærdsstaten?

Denne artikel har argumenteret for forståelse af begreberne og deres indbyrdes relationer. Og har samtidig antydet, at alternativet til sammenhængskraft er lidet tillokkende eller rent ud skræmmende.

[1]Kvist, J. (1997) Velfærdsstatens udvikling, konsekvenser og udbydere: Tre traditioner af komparativ velfærdsstatsforskning. I Fridberg, T. (red.) Hvem løser opgaverne i fremtidens velfærdssamfund? Socialforskningsinsituttet 97:11. Side 39-62.

[2] Bourdieu, P. . (2001) Modild. København: Hans Reitzels Forlag

[4] Denne sammenhæng mellem neoliberalisme og stigende regulering er behandlet filosofisk af den franske filosof og professor Dufour i en bog fra 2003 med titlen ”Kunsten at begrænse hovederne” (her citeret fra Le Monde diplomatique, juni 2004. Dufours pointe er, at den moderne neoliberale og markedsbaserede kapitalisme udformer sin egen mennesketype, hvis værdi er baseret på markedsværdien. Denne kapitalisme er på vej til at afskaffe Kants kritiske subjekt, der opstod i 1800 tallet, og erstatte det med mennesket som en objektiveret pengeværdi: ”Nu er det et usikkert, a-kritisk og psykotisk subjekt, som må til, et subjekt tilpasset varestrømmens stadige omskiftninger og identitetens talrige svingninger”. ”Ultraliberalismen ” laver et nyt menneske og ”.. bag et skin af frihed tilstræber den en dybtgående omformning af menneskets tankesæt. Alt må herefter gå ind i handelsvarens kredsløb” (p. 21.).

[5] Mandag Morgen, Strategisk Forum: Kompetencerådets rapport 1998. Danmark nationale kompetenceregnskab.

[6] Sammenhængskraften dækker over 15 forskellige indikatorer, bl.a. indkomstspredning, virksomhedernes sociale ansvar, magtdistance, individualisme versus kollektivisme, social tillid, tillid til nationale institutioner, mål for nabotolerance.

[7] Omtrent det samme siges af Jørgen Goul Andersen i en kritisk kommentar til Velfærdskommissionens debatoplæg fra maj 2004: ”Man svaner også analyser af. Hvorfo den danske (og nordiske) velfærdsstat tilsyneladende klarer sig giodt under globaliseringens skærpede konkurrencevilkår, mens de fleste kontinentaleuropæiske systemer har problemer. Det sidste er måske ikke overraskende ud fra Velfærdskommissio9nens økonomiske approach, men den nordiske succes må forekmme at være en anomali. Der må mangle et eller andet i vores forståelse. Er det den sociale kapital? Er det universalismens markedeskonformitet? Er det en overset gavnlig effekt af evnen til at forhindre økonomisk fattigdom, eller er det noget helt fjerde? Uden sådanne forklaringer er der risiko for at efterligne andres fejel – eller for at sætte ikke-erkendte fordele over styr” (Kritisk Debat, 15. august, 2004, 7).